Unge og stofmisbrug

Resume - Unge og stofmisbrug

At tage stoffer er primært et ungdomsfænomen. Dog er det et fåtal af danske unge, der har forsøgt sig med stoffer. Hash er det mest foretrukne stof, men kun knap 10 % af 16-20 årige har et aktuelt misbrug.   At sætte et præcist tal på antallet at misbrugere er svært, da der findes forskellige definitioner på en misbruger og overlappet mellem forskellige former for misbrug er stort.

Når de unge tager stoffer er det ofte med et ønske om en forandring i tilværelsen. Der kan også ligge en nysgerrighed, et gruppepres eller trangen til at føle det sus stofferne medfører, bag. I starten kan stofferne føles som en løsning på livets problemer, men siden bliver de problemet.

Som ung mærker man et voldsomt forventningspres som indebærer vigtige valg man skal træffe, samtidig med at man skal skabe sin identitet. Livet er fuldt af store spørgsmål, som man skal forsøge at finde svar på. Men idag har mange unge også psykiske og/eller sociale problemer at kæmpe med, som hurtigt kan få hverdagen til at føles kaotisk og uoverskuelig. Her kan stofferne gå ind og blive en flugtvej fra den svære virkelighed. De unge kommer ofte fra dårlige sociale forhold, med omsorgssvigt, alkoholiserede eller voldelige forældre. De forsøger at dække deres manglende behov for fx tryghed, nærhed, anerkendelse, omsorg og kærlighed gennem brugen af stofferne.

Det vi oftest bliver afhængige af ved stofferne er nemlig den psykiske tilstand de bringer os i. Det velvære, mod og den følelse af lykke det giver os, bliver vi afhængige af at føle.
Stofferne går ind og aktiverer vores belønningssystem som sidder i hjernen, hvilket udløser en lystfølelse og et velvære. Det er den samme aktivering der sker når vi spiser, derfor mister man appetitten når man indtager stoffer. Udover det velvære vi føler ved indtaget, sker der også andre psykiske og fysiske påvirkninger. Stofferne amfetamin, kokain og ecstasy stimulerer vores psykiske og motoriske aktivitet mens hash (THC), GHB-fantasy og heroin virker hæmmende.

Når vi indtager fx hash gennem den røg vi indånder, passerer stoffet hurtigt ud i vores blod og transporteres rundt i kroppen ved hjælp af vandopløselige proteinstoffer. Hash er letpåvirkeligt på hjernen, så der skal forsvindende lidt til at fremkalde en rus.

Fysisk reagerer kroppen med røde øjne, øget puls, tørst og sulttrang. Psykisk bliver vores reaktionsevne nedsat, tidsfornemmelsen forsvinder, hukommelsen svigter og evnen til at holde koncentrationen svækkes. Hvilket påvirker vores indlæring i negativ retning.

Ved indtag af større mængder hash kan der optræde symptomer som akut panisk angst, depressive reaktioner, paranoia og synshallucinationer.

Hvert år behandles 1200-1400 misbrugere for en overdosis. Når en behandling sættes i værk, sker det på baggrund af  den unge misbrugers eget ønske. Efter det udtrykte ønske om behandling har kommunerne i følge loven pligt til at igangsætte behandlingsforløbet senest 14 dage efter. Under behandlingen har misbrugeren brug for massiv støtte fra både pårørende og det offentlige, for at kunne lægge misbruget bag sig. Der laves en behandlingsplan som indebærer sundhedsfaglig behandling i form af abstinensbehandling med langsom udtrapning for at undgå voldsomme abstinenser og risikoen for et tilbagefald. Den anden del af behandlingen er socialfaglig i form af psykoterapi og psykosocial behandling.

Gendiagnostik

Vejen mod perfektion

Ville du vælge din nuværende søster eller bror fra, på grund af en synlig defekt eller et handicap personen havde?
Dit svar ville nok være nej, det er helt usandsynligt. I har jo opbygget et meget tæt bånd imellem jer, og sorgen ville være umådelig stor hvis dette blev brudt.
Hvorfor denne tænketank? I dag er vi mennesker i stand til en helt masse. Utroligt nok er udtrykket "reagensglasbørn" blevet en realitet. Det er nu muligt på bestilling, at få foretaget kunstig befrugtning, med mulighed for at designe fosteret til en hvis grad. Selvfølgelig ønsker enhver, at få et sundt og raskt barn. Derfor bliver flere, også mere åbne og tilbøjelige overfor diverse undersøgelser, der kan fortælle en uforudset defekt hos det kommende barn.
Hvad nogle mener er uetisk i forhold til respekt for livet, mener andre ikke er uetisk, men i stedet en beskyttelse for dem selv og det barn der kunne være blevet til et menneske.
Vi skal passe på vi ikke kommer til det punkt hvor en uventet eller uønsket fødsel ikke bare bliver til et afkrydsningsskema med mulighederne ja / nej - men at der er tanke med.
Ideen med benyttelse af gendiagnostik til at gøre børn der er født med et defekt gen raske, er en dejlig tanke. Der kommer selvfølgelig så den debat i forbindelse med, hvis det er et andet født barn i familien der skal være bære af de helbredende gener. Spørgsmålet opstår så om dette barn ikke kun er kommet til verden for at kunne hjælpe det andet. Så længe det nyfødte barn ikke lider overlast fra dette både fysisk som psykisk kan man ikke sige, at det er mindre elsket end det syge barn. Forældre vil under normale omstændigheder elske alle deres børn uanset deres mangler eller fordele.

Har vi lært at acceptere livets gang der nogen gang er helt uventet, eller kæmper vi frem imod perfektion for vores egen skyld?

Gen-i-alt eller hvad?

Gen-i-alt eller hvad?

Jeg synes det er fantastik at leve i en tid hvor den videnskabelige forskning har gjort det muligt, at lave gendiagnostik. Mulighederne for at ændre på de menneskelige gener bliver også mere gennemgribende og den nærmeste fremtid bringer formentlig store forandringer i diagnosticering og behandling af sygdomme. Det kan da umuligt være dårligt? Eller kan det? Er vi i virkeligheden blevet så bange for at dø, at vi vil gøre hvad som helst for at overleve… Det er et stort spørgsmål og bare fordi man kan forlænge liv betyder det ikke nødvendigvis at man skal….. 

Så længe det handler om anvendelse af genteknologi indenfor retsvæsenet såsom at opklare mordsager og voldtægtsforbrydelser så synes jeg at det er i orden.

Men kommer det til hvilke små liv der skal have lov til at overleve og hvilke der ikke skal, synes jeg bestemt ikke om det. Jeg bryder mig ikke om den tanke at vi på den måde kan vælge uskyldige sjæle fra, bare fordi de ikke blev de ”normale” og raske små vidundere vi havde forventet. Det ender jo med at ligesom vi nu kan ”designe” vores egne børn på internettet, kan fravælge det ikke perfekte i alle livets henseender. Den udvikling synes jeg er skræmmende!

Det er sjældent at det ikke bringer et smil frem hos os mennesker når vi mærker den ligefremhed og den glæde ved at være til, en udviklingshæmmet kan udstråle, på trods af de begrænsninger han har. Jeg kan i hvert fald ikke undgå at blive øm om hjertet! Hvorfor skal de ikke have ligeså meget ret til livet som alle vi andre? Selvsamme spørgsmål stillede en pige med Downs syndrom i tv programmet ”undskyld vi er her”. Bare den programtitel er tankevækkende!

Biologi C Fjernundervisning: Gendiagnostik

Gendiagnostik

Gendiagnostik

Mine associationer til gendiagnostik kan næsten siges med få ord. Er det en god idé? Ja, nej, måske!

Der er både fordele og ulemper, godt og ondt, kærlighed og had.

Som oftest ses det som en ulempe hos mange mennesker, fordi det kan give et resultat i den forkerte retning selvom mange ønsker og håber på det rigtige resultat.

I henhold til arvelige sygdomme synes jeg det er en god idé at bruge gendiagnostik for så ved man da om ens barn får den samme sygdom som en selv og om ens barn kan give sygdommen videre til den næste generation.

Jeg ville i hvert fald gerne vide om mit barn kunne bære rundt på en arvelig sygdom, for så kunne man jo tage den endelig beslutning om man ville have barnet eller ej.

Ofte føler forældre sig ude af stand til at sige fra og til og derfor vælger de at få barnet med dets handicap som kan være Down syndrom, hvilket jeg tager hatten af for, for netop det barn ville få et skønt liv på trods af sygdommen. Det man skal lære når man har et handicappet barn er at elske det og give det kærlighed uanset hvad ændre mener og tænker.

Vi har kun et liv på jorden og netop det liv skal leves og videre gives på godt og ondt til vores børn. Der er fremtiden på trods af handicap eller ej.

Man skal ikke bare fravælge sig sit barn, men se på det som det menneske det kan vokse op og blive.

Husk på vi er ikke gud men mennesker. Vi har ikke retten til at dømme andre mennesker men til at vejlede.

Måske du ikke kan klare et barn med én sygdom eller et barn med Downs syndrom, så findes der andre valgmuligheder, hvor man kan hente hjælp.

Jeg ved, at jeg kunne klare et sygt barn eller et barn med et handicap for jeg kunne aldrig fravælge et barn som jeg har båret rundt på i 9 mdr.

Hvor der er en vilje, er der også en vej.

Genteknologi.

Genteknologi. Gud eller Fanden?

Fagre nye verden kan altid dele mennesker op i to lejre. Man kan som regel også selv se problematikken fra to sider.
Er det i orden at vælge ufødte børn til eller fra? Og hvilke kriterier må man tillade at der vælges udfra? Vi kan nok alle blive enige om, at et svært og vidtgående handicap bør være et parameter for et evt. valg! Men ser vi ikke ofte forældre til handicappede børn der offentligt udtaler sig om, at de elsker deres børn og ikke for noget ville undvære dem? Jamen, hvad gør man så?
Jeg tror bare at vi i fremtiden må lade dem der står med valget om at være de etiske smagsdommere. I kraft med, at de mange valg på alle livets hylder åbenbarer sig for os, så tror jeg også at vi i stigende omfang selv må stå med valgets for- og bagside.
Fordi at et barn med Down syndrom ikke ville være et problem for mig, kunne det jo godt være en uoverskuelig opgave for dig.
Hver gang vi træffer et valg træffer vi også et fravalg. Og fremskridtet og mulighederne vil ikke aftage fordi at vi rynker på næsen. Vi må i stigende omfang fortælle folk om, hvad det er de vælger fra, frem for at sætte et romantisk billede op omkring det de vælger til.
Tænk på alle de sunde og raske børn der hvert år bliver tvangsfjernet fra deres forældre. Havde de et valg?

Åreforkalkning - dovenhed, situation eller...?

Det at hjertekarsygdomme (uden for megen snak) skyldes nutidig livsstil er vidst ikke en blind sandhed for os. Ja godt nok kan der være tilfælde af hvor gener spiller ind i udfald af denne type sygdomme, men jeg tror nu nok jeg er ret sikker i min sag nu hvor jeg siger, at vi nok er lidt for dovne på det her punkt angående vores fysiske velbefindende.

Fedme: er et tema der er blevet drøftet og diskuteret i medierne til ukendelighed i medier og aviser, men hvad er løsningen egentlig? Regeringens initiativ her i Danmark til at hæve fedtafgifterne er da et skridt på vejen, men gør det egentlig en forskel. Danmark er et frit land så vi kan ikke bestemme over hinanden med hensyn til hvor meget cholesterol vi hver især indtager, men vi kan gøre det nemmere at få viden omkring dette område.

Der vil altid være nogen som ikke vil lave om på deres livsstil, det er et faktum.

Vejen frem er at lave informations kampagner eller skal vi kalde dem såkaldte skræmme kampagner. Lidt ligesom vi har set det i forbindelse med billeder der bruges på cigaret kartoner. Hvis ikke tingene er synlige nok fanger det ikke folks opmærksomhed.

Nogle initiativer og handlinger er der selvfølgelig brug for, for at sparke en forandring i gang. Det vil sige flere afgifter på alle de usunde ting, tobak, slik og andet der bidrager grundigt til en ”friture-mave”. Den videre problemstilling er vi alle videre klar over: priserne på frugt/grønt og andet sundt er alt for høje. Det ligner sjovt nok ubalancen ved et åreforkalknings tilfælde – for meget LDL-cholesterol og for lidt HDL-cholesterol. Det er lidt ligesom en dårlig vane for mange med hensyn til livsstil. At kunne kravle op af den store sorte friture grydes hul er en utænkelig kamp.

Hvad er løsningen på det hele så? – skal man vente på at nogen kommer og tager din hånd og siger nu skal du høre hvordan vi får lavet om på det her. De fleste ting eller oplevelser i livet sker ved egen handling, så man skal rejse sig fra stolen og gør det man tænker i stedet for at vente – der kommer jo ikke nogen og hjælper dig, da de højst sandsynligt har det lige så svært som dig.

De indtryk vi hver især får påvirker os meget forskelligt, så en opfordring der kommer i morgen om ændring af livsstil tiltaler måske en, men en anden føler sig måske først interesseret om et halvt år.

Motion og sund kost har vidst aldrig forringet ens livsstil, så det er da en start.

En anden vigtig ting som ville kunne gøre en stor forskel er at prioritere sin tid bedre. Jeg har en fornemmelse af at vi har tendens til at putte for mange ting ind i vores hverdag, hvilket resulterer i stress.

Tror ikke vi skal glemme at stress også har en skadelig virkning som gift i vores krop. Vi skal tage tid til os selv, det vil medføre større overblik – så er det måske lidt nemmere at få startet op på den løbetur vi har tænkt på eller vente med den der chokoladebar en mandag aften til weekenden i stedet.