onsdag den 4. januar 2012

Kære kursister på biologihold 365-1081

Desværre var der tekniske vanskeligheder med min forbindelse til webinaret. I stedet vil jeg her på bloggen fortælle jer om min funktion, og hvad I får ud af at være i grupper.

Jeg er med i jeres biologiforløb for at oprette studiegrupper og efterfølgende snakke med jer om jeres erfaringer med dem og evt. få dem til at fungere bedre.
Jeg er studiekoordinator for fjernundervisningen, og jeg arbejder med alle mulige forskellige ting, der skal gøre det nemmere for jer at gennemføre jeres forløb på VUC.

Selv om I er fjernkursister, så er det ofte rart at have nogen at følges med og kunne tænke højt sammen med.  I en gruppe kan I motivere hinanden. I kan få et kærligt skub, hvis I har svært ved at komme i gang, men I lærer også rigtig meget ved at være i grupper. I kan spørge hinanden om hjælp her og nu, når I sidder med et problem. Måske har dine gruppemedlemmer ikke altid svaret, men det kan være, at I sammen kan finde det. I får også en langt bedre forståelse for faget ved at skulle formidle det til jeres medkursister.  I lærer med andre ord at udtrykke jer fagligt, og I lærer at bruge og forstå jeres nye viden ved at skulle samarbejde med andre. Hvis jeres grupper fungerer har I ligeledes en fordel i forhold til eksamen, hvor I sammen med andre vil kunne repetere pensum og sparre med hinanden. Som udgangspunkt er I kun forpligtede på at samarbejde i forbindelse med gruppeafleveringerne, men når I lærer hinanden at kende, vil I formentlig finde ud af, at I kan hjælpe og få hjælp fra jeres gruppemedlemmer i mange andre sammenhænge.

Jeg vil ringe ud til jer to gange. Første gang bliver umiddelbart efter, I har uploadet jeres arbejdsplan. Her vil jeg snakke lidt med jer om grupperne, og I kan stille en masse spørgsmål. Anden gang bliver lige efter, I har afleveret første gruppeaflevering. Her vil jeg gerne snakke med jer om, hvordan det er gået, og om der er noget, der kan forbedres.

Jeg glæder mig til at arbejde sammen med jer

I kan evt. fange mig på 24250392

Mvh. Sanne

Ingen kommentarer:

Send en kommentar