Der findes forskellige områder hvor man bruger gendiagnostik hvor jeg overhovedet ikke er i tvivl om, at her er det korrekt at bruge det. Også når man ser på det etiske aspekt. Det er bl.a. når der sker alvorlige forbrydelser og det er lykkedes at sikre DNA spor fra gerningsmanden. Her er gendiagnostikken jo med til at fange og dømme de rigtige forbrydere.
Når det drejer sig om gendiagnostik af fostre er jeg straks mere i tvivl om det etisk rigtige i at gøre det. Jeg kan godt se fornuften i at man tester for sygdomme som et barn umuligt kan overleve med.
Men hvad med de andre sygdomme som man i dag kan teste for, og hvor en del får foretaget abort hvis det viser sig at barnet f.eks. vil blive født med Downs syndrom.
Hvem er det der definerer hvad et godt liv er?
Og for hvem skal det være et godt liv?
Er det barnet eller forældrene der skal have et godt liv?
I dag er vores samfund jo bygget op så der i mange familier ikke er plads til et barn der er anderledes. Vi har ikke tid og ingen ressourcer, da de fleste familier, og samfundet i det hele taget, er bygget op på at vi helst alle skal være på arbejdsmarkedet. Det er ikke velset at man er hjemmegående, med mindre man lever i den økonomisk bedre stillede del af Danmark og der er derfor ikke tid til at tage sig af et barn der har et handicap.
Jeg forstår godt de familier der vælger et handicappet barn fra ud fra ovenstående, men jeg synes ikke at det er etisk korrekt, at vi "raske" mennesker altid skal have lov til at definere hvad et godt liv er og derved fravælge eks. fostre med Downs syndrom.
Der har du fat i pointet, hvem definerer hvad et godt liv er? Og hvad lægger samfundet op til... For der hvor et barn med down syndrom måske ikke bidrager til økonomisk vækst, vil jeg mene at de menneskelige værdier i samfundet øger betragtelig! Og vi er da andet en robotter der skal forbruge og producere...
SvarSletGodt indlæg og interessant problemstilling. Grænsen for hvad der accepteres er jo forskellig fra individ til individ, men som samfund, så rykker grænsen sig hele tiden. En gang var man enige om at plastikoperationer var en god ting for folk med sygdomme eller folk der havde været ude for en ulykke. Men det var ikke acceptabelt at bruge det til almindelig forskønnelse af sig selv. Dette er vel efterhånden ved at være accepteret i samfundet at folk får lavet disse forskønnelser. PÅ samme måde rykkes grænsen også i forhold til gendiagnostik tror jeg. O begrebet "designerbørn" bliver meget aktuelt om nogle generationer tror jeg. Problemet er at når vi har teknikken, så er det svært at lade være med at bruge den.
SvarSlet