gendiagnostik

Anvendelsen af gendiagnostik, som med en del anden ny forskning, er meget omdiskuteret. Hvor de fleste nok er enige om at anvendelsen af gentests, som bevismateriale ved retsager, er i orden, er fosterdiagnostikken langt mere kontroversiel. For hvor går grænsen? Og bør folk få børn, hvis de ikke kan tage dem som de er? Man starter med sygdomme med høj dødelighed, for eksempel Føllingers. Så kommer down syndrom, hvor mange glemmer at der er store forskelle mellem graden af handicap børnene bliver født med. Hvad er så det næste? Sandsynlighed for ADHD, epilepsi, sukkersyge... Hvor skal vi stoppe at frasortere?

For at et foster skal kunne blive til, gennemgår det så mange selektionsprocesser, at det i de fleste tilfælde skal være levedygtig. Da kan man måske heller kigge på hvor meget man skal gøre for at holde syge børn i live, efter de er født. For mange af de børn som nu frasorteres tidligt i svangerskabet, ville ikke klare sig længe efter fødselen uden kunstig hjælp. At man der sætter en grænse for genoplivning/åndedrætsmaskiner/operationer osv., synes jeg er mere naturlig, end at vælge dem fra uden at give dem en tjans.

At mødre selv skal få vælge, er fair nok. Men at de forældre, der vælger at beholde sit barn med down syndrom, eller modsætter sig en fostervandsdiagnose, skal ses skævt på, det er bagstykket af det hele. For når samfundets værdier ligger i at alle skal være normale, arbejdsdygtige, og bidrage til den økonomiske vækst, så har de kapitalistiske værdier vundet over de sociale, og er det det samfund vi vil ha?     

Gendiagnostik - Er det altid etisk korrekt?

Der findes forskellige områder hvor man bruger gendiagnostik hvor jeg overhovedet ikke er i tvivl om, at her er det korrekt at bruge det. Også når man ser på det etiske aspekt. Det er bl.a. når der sker alvorlige forbrydelser og det er lykkedes at sikre DNA spor fra gerningsmanden. Her er gendiagnostikken jo med til at fange og dømme de rigtige forbrydere.
Når det drejer sig om gendiagnostik af fostre er jeg straks mere i tvivl om det etisk rigtige i at gøre det. Jeg kan godt se fornuften i at man tester for sygdomme som et barn umuligt kan overleve med.
Men hvad med de andre sygdomme som man i dag kan teste for, og hvor en del får foretaget abort hvis det viser sig at barnet f.eks. vil blive født med Downs syndrom.
Hvem er det der definerer hvad et godt liv er?
Og for hvem skal det være et godt liv?
Er det barnet eller forældrene der skal have et godt liv?
I dag er vores samfund jo bygget op så der i mange familier ikke er plads til et barn der er anderledes. Vi har ikke tid og ingen ressourcer, da de fleste familier, og samfundet i det hele taget, er bygget op på at vi helst alle skal være på arbejdsmarkedet. Det er ikke velset at man er hjemmegående, med mindre man lever i den økonomisk bedre stillede del af Danmark og der er derfor ikke tid til at tage sig af et barn der har et handicap.
Jeg forstår godt de familier der vælger et handicappet barn fra ud fra ovenstående, men jeg synes ikke at det er etisk korrekt, at vi "raske" mennesker altid skal have lov til at definere hvad et godt liv er og derved fravælge eks. fostre med Downs syndrom.